ARGENTINAS NYVALGTE PRæSIDENT LOVER AT SLUTTE LANDETS NEDTUR

Argentinas nyvalgte præsident, Javier Milei, fejrer natten til mandag sin storsejr over regeringens økonomiminister, Sergio Massa, og siger, at Argentinas nedtur slutter med valget af ham

Milei dukkede ifølge den argentinske avis Clarín op på Libertador Hotel, som ligger i centrum af den argentinske hovedstad, Buenos Aires, da valgresultatet viste, at den 53-årige økonom var valgets vinder.

- I dag begynder genopbygningen af Argentina. I dag begynder slutningen på Argentinas nedtur.

- I dag slutter den fattiggørende model med den allestedsnærværende stat, som kun nogle kan drage fordel af, mens flertallet lider, siger Javier Milei ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Det var Massa, som kort efter midnat erkendte, at han havde tabt valget.

Massa er økonomiminister for den nuværende regering, som ledes af det venstreorienterede Partido Justicialista.

Siden han trådte ind i embedet i august sidste år, er inflationen steget fra omkring 90 procent til nu at nærme sig 150 procent.

Sergio Massa fik godt 44 procent af stemmerne, mens Milei vandt med cirka 55,7 procent af stemmerne.

Milei lover i talen på Hotel Libertador en "begrænset regering og respekt for ejendomsretten og frihandlen.

- Overflodsmodellen er kommet til en ende. Der er ingen vej tilbage.

Han opremser en række af det sydamerikanske lands udfordringer og siger, at der "kun findes en løsning på dem, hvis vi på ny omfavner idéer som frihed".

- Der er ingen plads til gradueringer. Der er ingen plads til lunkne halvløsninger, siger han.

Milei har ført valgkamp på at fjerne den argentinske peso og i stedet indføre den amerikanske dollar som officiel møntfod. Argentinas centralbank vil han "sprænge i luften" for at gøre op med "kræftsygdommen inflation".

Milei bliver taget i ed 10. december.

/ritzau/

2023-11-20T01:44:45Z dg43tfdfdgfd